Som altid, er det bedste selvfølge gemt til sidst. Denne gang handler det om “Les Catacombes”, også kendt som “Municipal Ossuary”, og her handler det om ikke at være for pivet eller især om ikke at have klaustofobiske tendenser, eller være gangbesværet. Og et andet råd på vejen er nok at undlade at tage dit fineste tøj på.
Hvis du tager metroen til Denfert-Rochereau, kommer du til et af de mere stresset områder af Paris, hvor trafikken er stor, og et miks af kontorfolk, lejligheder og butikker præger området. Her finder indgangen til den noget mere dystre historie i Paris, selv om der har været nogle stykker igennem tiden.
Les Catecombes er en af de turist attraktioner der er mindre besøgt, da kun omkring 50.000 besøgende kommer for at se disse om året, svarende til en dråbe vand i en spand vand sammenlignet med mange af de andre atrraktioner i Paris. Stedet har kun åbent i tidsrummet 14:00 – 16:00 på hverdage, lukket om mandagen, og i weekenderne fra 09:00 – 11:00 og igen fra 14:00 – 16:00. Pas på at du ikke overser det noget annonyme skild hvor der står ”Entree des Catacombes”.
Se dette er et rigtig job!
Når du skal ind, mødes du først af en noget skummel person, som imod et par Euro, efterfølgende lukker dig ind. Her mødes du så af en anden skummel type der tager imod den billet du lige har købt, hvorefter en tredie skummel person følger dig ned under jorden, ned i Catecomberne.
Inden vi lige starter turen i underverden, skal jeg måske lige lægge lidt baggrund på stedet og dets historie.
Paris har altid og er stadig i konstant underskud af plads, når det kommer til begravelses pladser. Catecomberbe var oprindeligt et limstens brud, der blev udgravet i forbindelse med opførelsen af Paris. I det sene 1700’tal var pladsmanglen i forbindelse med gravpladser så stor, at knogler og ben, begyndte at stikke ud af gravene, og de rådne kroppe, forpestede både luften og vandet.
Der er en fin symetri i de menneskelige kranier.
I 1785 blev det så besluttet at der skulle gøres noget ved dette problem, og man blev enige om over tid at begynde at tømme Cimetiere des Innocent, samt et par andre kirkegårde for de gamle slidte og trætte knogler for at skabe plad for flere døde. Alt dette blev udført efter at man havde udviddet gangene i de gamle limstens gange, ved at man læssede knoglerne på trækvogne om natten, hvorefter de med et følge af præster, der løbende udførte begravelses ceremonier, fraktede dem hen til Catecomberne, hvor de efterfølgende blev bragt ned i gangene. Dette må have været noget af en bizar oplevelse at få, hvis man nu kom lidt sent hjem en aften. Herefter overtog offentlige arbejdere opgaven at placere knoglerne i gangene, og måske er det over tid blevet lidt kedeligt, hvorefter den kreative evne foldede sig ud, og endte op med at der blev skabt skulpture af kranierne og benstumperne.
Når men tilbage til nutiden igen. For at komme ned i Catecomberne, skal man først overvinde skrækken at entreer en 18 m spiral trappe, der virker utrolig snæver og hvor der ikke er højt til loftet. Her skal det måske lige nævnes at den første der forsøgte at bygge en trappe ned i Catecomberne, for at vi efterfølgde kunne fornøje os med guided ture i de dybe gange, betalte råt med sit liv, da han blev begravet under udførelsen af trappen.
Når man er vel nede, kan det godt betale sig lige at tage et lille pusterum, for at ryste frygten over at have udsat sig selv for en tur ned af den noget skumle trappe, der nok for nogle vil være en skræmmende oplevelse. Her er det måske også en god idé at føle efter hvordan man har det med sin klaustofobi, da den ikke bliver lettere at håndtere når du kommer længere ind i gangene, der for manges vedkommende er så lave at man ikke kan stå pårejst. Men på den anden side, er det bare at konstatere, at hvis du er nået her til, er der ingen vej tilbage. Tro mig: Fremad er den eneste vej ud af disse gange.
Foran dig ligger der et par kilometer eller sådan, igennem den ene tunnel efter den anden. Du vil nok være overrasket over hvor ventileret og tilmed rene, taget i betragtning af stedet, disse tunneller er, også selv om det primært er jord og småsten, der beklæder gulvet, der oftest er vådt af vand, og andre udefinerbar væsker, der drypper ned fra lofte og vægge. Hvis du virkelig vil gå i dybten og se noget, kan det anbefalses at tage en lille lommelygte med på turen, også selv om de enkelte rum er oplyst.
Jeg ser døde mennesker. 6 millioner af dem.
Her finder du det sidste hvilested for mere end 6 millioner døde mennesker, et pænt tal flere end der i dag lever i hele Paris. Noget skummelt at tænke på, lige som de offentlige arbejder der havde til opgave at stable disse knogler, gjorde det i lyset af fakler. Men resultatet er overraskende, da man kan se mønstre lige fra dekorative blomster, til noget mere komiske designs, alle sirligt lavet ud af endeløse stabler af knogler og ben. Man kan nogen gange godt komme til at glemme at det er rigtige menneskeknogler disse er opført af, især når man ser degravelses dekorationerne, monumenterne og mindepladerne.
Det er ikke tilladt at røre ved noget hernede, hvilket nok heller ikke kan anbefales. Til trods for at der ikke er nogen sundhedmæssig risiko, kan man alligevel ikke undgå at få lidt kuldegysninger over at størstedelen af disse mennesker, døde af pest eller det der er være.
Som goth, kan man til gengæld ikke lade være med at føle at man er kommet i det rette element. Selv om det kan virke lidt tåbeligt, så er det ok, at tage opstilling og tage billeder, men igen. Undlad at snuppe en lille souvenier – du kan være sikker på at den skumle person der følger dig rundt, vil bemærke det, og undersøge dig når du kommer til udgangen.
Stedet her er også et godt sted at reflektere lidt over tingene. I disse skumle tuneller er der sket mange skumle ting. For eksempel var Catecomberne hovedkvarter for modstandsbevægelsen under anden verdenskrig. I denne periode var der mange som gemte sig hernede, hvoraf nogle var så uheldige at blive fanget, og efterfølgende dræbt hernede.
Dødens Imperium, åbnede for offentligheden i 1810, og kort efter var der en fyr fra et nærliggende hospital der besluttede sig for at tage en tur herned, for at kikke sig lidt omkring. Desværre lykkedes det ham at fare vilkdt og ført 11 år senere fandt man hans skellet. I nyere tid, er der også knyttet historier til stedet, og selv om de ikke er officielt bekræftet, forlyder det at nogle af de unge goth i Paris, fra tid til anden sniger sig herned, og holder fester. Ville det bare være nice at opleve?
Turen op fra underverden, er noget kortere end turen ned, og når du har været igennem prøvelserne i de trange tuneller, vil du som menneske komme ud med en helt anden indstilling til ting. Der er en underlig ro omkring stedet, og måske er du også kommet dig over dine klaustofobiske tendenser, og så virker det jo ikke så skræmmende længere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar